Fixet på to timer

Ofte starter en idé, fordi man oplever noget, man tænker, burde kunne gøres anderledes. Det skete for Bjarke Marcell, som skabte Carbucks, der fikser bulen i din bil på bare to timer.

Det burde kunne gøres smartere. Det er helt enkelt den tanke, der driver fremskridt og udvikling, og starten på Carbucks er da også begyndt på den måde. Founder og CEO, Bjarke Marcell, ynder at kalde sig selv en nørd, og det var også det, der drev ham til at skille hele skadesprocessen ad for at sætte den sammen på en helt ny og mere effektiv måde. Tilbage i 2015 fik han en skade på sin bil og måtte undvære den en hel uge. Med sin ballast som energirådgiver gennem mange år for bl.a. vindmølleindustrien og med sin store trang til at effektivisere, gik han i gang med at skabe en bedre måde at reparere buler og ridser på. Efter et par år med gennemgange af masser af data og tekniske udviklinger skabte Bjarke et anlæg, der kunne alt det, han savnede hos de traditionelle værksteder. I 2019 så Carbucks dagens lys, og reparation af lakskader og buler i biler kunne nu laves på 2 timer.